Chris Nielsen

På vores tur rundt for at besøge konens gamle forretningsforbindelser, kom vi forbi nogen, der mente, at der måske kunne være nogle ledige jobs hos et rekrutteringsbureau. Vi fandt hen til Tesano Commercial Plaza, hvor vi fandt bureauet 3E Quantum, og stak hovedet indenfor

Efter en lang samtale om, hvilke muligheder der var, hvilke jobs der var ledige lige nu, og hvordan processen var, blev vi enige om at vente et lille stykke tid. Det er jo altid en konkurrencefordel, at man allerede har et job, så man ikke bare tager det første det bedste.

En anden detalje var, at bureauet var midt i at omstille sig fra én forretningsmodel til en anden, så man kunne ikke lige sige, hvad det ville komme til at koste at bruge bureauet til at finde et job. Tidligere havde man brugt en model hvor ansøgeren betalte for at få oprettet en profil, og så kunne virksomhederne - også mod betaling - få lov til at kigge hvilke profiler der kunne være interessante. Men nu var man gået væk fra at kræve betaling fra kandidaterne, og i stedet ville man prøve at lave en model, hvor man fik en procentdel af lønnen de første 6 måneder. Desværre var forretningsmodellen ikke helt klar, så det var ikke muligt at få oplyst, hvor mange procent og hvor lang tid.

Så jeg fortalte at jeg jo havde et job jeg skulle have afsluttet i Danmark, før jeg kunne tage et job i Afrika, så det hastede slet ikke. Så må vi vente og se, hvordan de får skruet forretningsmodellen sammen.

På vej hen til et par forretningsforbindelser kom vi forbi en gammel dame, som solgte mad i vejkanten. Der var en kurv med snegle, som egentlig ikke havde lyst til at være nede i kurven, men et eller andet skal man jo have tiden til at gå med, når man sidder og venter på kunder.

Sneglene bliver revet ud af sneglehuset, og renset en lille smule, før de bliver kog i en suppe med en masse krydderier. Og så kan man få serveret forskellige basis, som banku, fufu og så videre. Denne dag var det fufu. Serveringen er den sædvanlige med en skål med fufu og en anden skål med sneglene i suppen, og så tager man en klump fufu og former den som en lille bold, trykker et lille hul i bolden og skovler lidt suppe op i bolden. Sneglen kan man tage en bid af, og det meste af smagen kommer fra krydderierne, Konsistensen er nærmest som et stykke elastik, men det er dog muligt at bide tænderne sammen.

Det fortælles at det kun er de gamle kvinder, der samler snegle ind, for de behøver ikke at være så hurtige.

Rundt omkring Kumasi ligger der en hel masse håndværkerbyer, og i en af dem, Bonwire, væver man kente. Man kan komme derud med en tro-tro, og det er rimeligt nemt, hvis man bare kan finde tro-tro'en. Og det var ikke så nemt, for vi skulle gennem det meste af markedet i Kumasi, og det er efter sigende vestafrikas største marked. Men vi fandt tro-tro'en, og satte os til at vente. Og så kan man kigge ud på alt det, der kommer forbi på vej ind til markedet. Der er næsten alt muligt, og det bliver enten båret på hovedet eller kørt på små vogne, som er lavet med bil hjul.

Når man ankommer til Bonwire, er der en hel masse guider, som lige vil vise en rundt. I hele byen er der 2000 mænd, der sidder og væver lange baner i ca. 20 cm. bredde. Banerne bliver 6 meter lange, og så bliver de samlet til et større klæde, som hedder kente. Hver væver har sit eget mønster at arbejde med, og der ser ud til at foregå helt efter hukommelsen. Mønstrene er 2 forskellige til de to 20x20 cm kvadrater, som der bliver vekslet imellem hen igennem de 6 meter. De tre kvaliteter, enkelttrådet, dobbelttrådet og trippeltrådet er beregnet til forskellige status, og kun kongen har lov til at bære en trippelvævet kente. Det er også mere besværligt at lave de dyre kvaliteter, så en enkelttrådet kente tager 3 måneder at væve. Og det er fordi hver enkelt væver laver alle banerne til en kente, og der er altså ikke parallel arbejde så flere kunne arbejde på den samme kente. En dobbeltvævet kente tager 6 måneder og en trippelvævet kente tager over et år at lave.

Når alle banerne er vævet færdige bliver de syet sammen til de store stykke kente, og så kan man købe det i butikken. Men det er jo ikke alle der lige har en masse penge at købe en kente for, så man kan også købe enkeltbaner, hvis man bare vil have en souvenir.

Efter en overnatning i Takoradi og en lang rejse mod Kumasi, som overraskende nok gik via Cape Coast, kom vi til Kumasi, som er Ashanti'ernes hovedstad. Hvis man ser bort fra markedet er det en meget veludviklet by, hvor man ikke finder det mindste snavs. Man skulle næsten tro at man var i Europa, og hvis det ikke var for de åbne kloakker, kan man ikke se forskel.

I Kumasi er der et National Culture Center, hvor man kan se en hel masse af Ashantiernes kulturhistorie. Der er bl.a. et meget lille museum hvor man kan se en masse af de ting kong Prempeh brugte, og høre noget om historien om kong Prempeh. Den korte version er, at han var konge mens slaveriet var på det sidste, og han forsøgte at gøre oprør mod englænderne, som var der på det tidspunkt. Englænderne forsøgte at aftvinge kongen magten ved at kræve hans gyldne tronstol udleveret, men i stedet fik Ashantierne fremstillet en kopi, som i stedet for den rigtige tronstol af guld, blot var en kopi i kobber beklædt med guld. Og først meget sent opdagede englænderne at det var en kopi og de derfor ikke havde fået den magt over riget, som de ønskede, og så måtte de tage kongen til fange, sætte ham i fængsel i tårnværelset i Elmina og senere i eksil på Seychellerne.

Der er også en del af de traditionelle håndværk på centeret, men nu er det mest turistsouvenirs, der bliver fremstillet. Og så kan stå eller sidde og kigge på, hvordan en træskærer skærer ornamenteringer ud af et stykke træ, og får fremstillet en af de kendte masker, eller hvordan der bliver fremstillet støbeforme af voks og ler til bronzestøbning. Og selvfølgelig kan man jo købe alt det, der bliver fremstillet, men man skal jo også slæbe det med rundt til alle de andre steder man skal hen. Så de store flotte masker, trommerne, bronzefigurer og dyrestatuer måtte blive i Kumasi.

Nu skal jeg altså snart se nogle elefanter i stedet for bare byen. Sidste år havde jeg forsøgt at undersøge, om det kunne være muligt at komme ud i nogle nationalparker eller noget, hvor der var elefanter i Elfenbenskysten, men det eneste svar jeg fik var, at jeg jo bare kunne gå hen i zoologisk have for at se elefanter. En af begrundelserne var, at det ville være alt for farligt at tage ud til nationalparkerne, for der var alle mulige oprørere, kriminelle og andre farlige mennesker derude. Et andet argument var, at de mennesker der gik ud i skoven gjorde det, for at lave grimme religiøse ceremonier med ofringer af alt muligt, og de ville ikke være glade for at blive overrasket af en hvid mand med et stort kamera.

Så i stedet havde jeg fundet ud af, at der er en nationalpark i Ghana. Mole National Park, hvor der er elefanter, et lille hotel og nogle guider, som man kan gå rundt med. Og efter lidt forhandlinger med konen om at komme derop, var vi på vej ud af Elfenbenskysten og mod Ghana. Så kan vi jo også komme til at bruge det kreditkort, som ikke virker i Elfenbenskysten, men i Ghana. Hvis der altså ikke er kommunikationsproblemer med ATM'erne og Visa International.

Der er forskellige transportformer - en er at tage det statslige SOTRA for at komme til grænsen, og derefter STC i Ghana for at komme videre. En anden er, at tage hen til en chauffør, som kan køre til grænsen. Det er åbenbart en helt organiseret beskæftigelse, hvor man tager hen til et knudepunkt og finder en chauffør. Måske er der andre der også skal af sted, så bilen kan blive fyldt op, måske er det bare afgang med det samme, og så håber chaufføren at få passagerer på vejen. Vi kom med en Peugeot 605 af lidt ældre model, men det er jo en dejlig stor bil alligevel, så der er plads til det hele. Og så gik det derud af, speedometeret virkede ikke, men GPS'en viste 120 km/t det meste af vejen. Jeg var lidt bekymret for, hvordan økonomien kunne hænge sammen, når vi nu kun havde betalt 25000 CFA for at komme til grænsen, hvor der er omkring 175 km. Kan man køre 175 km på 35 liter benzin i en Peugeot 605?

Jeg havde bestemt mig til at forsøge at få et billede af noget af det opdyrkede land, så man kan se lidt af det på Google Earth.

Grænseovergangen var uden de store problemer, og jeg bliver bedre og bedre til fransk, så det går helt fint. Overraskende møder vi en mand, som havde været med til brylluppet, og han havde kun fået fat i, at ringen var lavet af stål, og ikke et materiale stærkere end stål, så han syntes det var lidt underligt. Men så fik vi jo lige snakket sammen og drukket en cola.