Chris Nielsen

På hotellet var der heldigvis et oversigtskort, så jeg kunne se hvor jeg skulle gå hen for at komme til de gader, hvor jeg havde set det ville være muligt at shoppe. Jeg valgte at gå hen til udkanten af Hyde Park for at gå derinde på vej til Oxford Street, og der var kun et par enkelte steder hvor der stadig var synlig sne på stierne. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke var helt ideelt med den store Lowepro Stealt Reporter ovenpå min lille kuffert. Den faldt mange gange af og ned foran, så jeg skulle bruge en masse tid på at flytte den tilbage på plads. Jeg må have lavet nogle stropper, så den kan fixeres til håndtaget på kufferten, så den ikke kommer i vejen hele tiden.

Jeg havde forventet en masse dyre butikker i Oxford Street, så det var lidt overraskende at komme ind i Primark, hvor de kørte med deres egne mærker, og jeg fandt ikke det mærke jeg ledte efter. Også et par andre butikker var begrænset til deres egne mærker, indtil jeg fandt ind i Selfridges, som er i en klasse måske lidt over Magasin, og jeg vandrede rundt i afdelingen for herretøj i et stykke tid, før jeg opgave at finde Eterna skjorter. Min vej faldt forbi et skilt med Dockers, og jeg kigge lige lidt på dem, før en venlig ekspedient spurgte om jeg havde brug for hjælp. Desværre havde de ikke den model jeg kunne huske at bruge i den størrelse og farve jeg gerne ville have, og ekspedienten foreslog en anden model. Mens jeg ventede på at han kiggede på lageret, fandt jeg den rigtige model og størrelse i sort, og en tur i prøverummet bekræftede mig i, at den anden model ikke lige sad helt rigtigt på mig.

Da jeg fik betalt spurgte jeg efter Eterna skjorterne, men de var ikke i sortimentet.

Jeg skulle også til at kigge efter at komme med toget, men var kommet ud i nærheden af det område, hvor jeg kunne finde nogle forhandlere af Garmin GPS'er. Priserne var dog lidt i overkanten af det, jeg havde set på internettet, og jeg var bestemt for ikke at købe noget alligevel. Den anden butik havde ikke vist priserne frem, så jeg blev nødt til at spørge hvad de kostede, 245 pund, og spurgte også. hvorfor de var så meget dyrere end på internettet. Det er en ringere model, eller nogle brugte, der har været repareret, var svaret. Butikken var lidt anderledes indrettet end den første jeg var inde i, og jeg fik overvundet mig selv og spurgt om, hvor meget den så skulle koste i denne butik. Det var muligt at handle lidt, så jeg kunne slippe med 230 pund, som i forhold til min valutaomregner var lidt under 1900 kroner. Og det var jo 200 kroner billigere end i netbutikkerne i Danmark, så det blev til et køb.

Og så måtte jeg finde Liverpool street Station, hvor toget skulle køre fra. I billet automaten kunne jeg vælge at købe en billig billet, som ville kunne bruges udenfor rush hour, mellem 9.31 og 16.29 og efter 18.34. Fint nok - jeg havde lige 5 minutter til at købe billet og finde toget 16.00 til Norwich. Og så var det lige at automaten sagde "Credit Limit Exceeded" - mystisk, for så mange penge havde jeg jo ikke brugt, og jeg blev henvist til skranken.

Ved skranken spurgte jeg efter en billet, og fik at vide at den kostede 82 pund - det dobbelte af hvad automaten havde sagt, og damen i skranken sagde - Det var træls, du missede lige det billige tog, vil du vente til afgangen kl. 19? Jeg kunne jo få tiden til at gå med at kigge lidt mere rundt, så jeg valgte den billige billet, og ville bruge kreditkortet igen. Man kan ikke bruge Diners kortet til at betale biletter til National Railways, selvom det går fint med undergrunden. Så det var derfor der blev vist "Credit Limit Exceeded"

Og så måtte jeg finde på noget at lave mens jeg ventede og gik ud for at kigge, og fandt en Tesco næsten lige udenfor stationen. Men de havde ikke nogen SIM kort til Lebara, så jeg kunne ringe til konen i Afrika, og efter at have været rundt til Carphone Warehouse, Curry's Digital og et fjerde sted, opgav jeg at finde andet end Topup.

Der var stadig tid til at kigge og jeg kiggede op, for at finde hen til det store æg, som jeg havde set udenfor stationen. Det var et fint pejlemærke, og efter lidt krydsen frem og tilbage fandt jeg hen til ægget, og var lidt glad for min Sigma 12-24, for jeg kunne få næsten det hele med, på trods af at jeg stod næsten lige ved siden af.

Efter dagens program var det tid at tage til Heathrow for at sætte de andre kolleger af, så jeg kunne komme videre ind til London. Efter at have kigget lidt rundt i den spartanske del af Terminal 3 prøvede jeg at gå ind ad en anden dør, for at finde Undergrunden. Der var lidt mere luksus over den indgang, og jeg var ikke kommet ret langt ind ad døren, før jeg blev spurgt om jeg manglede hjælp, og hvor jeg skulle hen. "Jeg skal til London" svarede jeg, og fik at vide, at jeg allerede var i London, så jeg kunne ikke komme videre. Men nedgangen til undergrundsbanen var i en bygning udenfor terminalen, så jeg måtte derover.

Jeg havde læst en frygtlig masse historier om folk der blev generet af politiet for at tage billeder hist of pist i London, så jeg valgte at lade kameraerne blive i tasken, mens jeg kørte med undergrundsbanen. Det var ret nemt at skifte tog og komme frem til Paddington, hvor jeg skulle op og finde hotellet. Men så var det lige at jeg overså skiltet med Crayton Road, og kom til at gå en helt forkert vej. Jeg havde fra hotellets hjemmeside fundet en rutebeskrivelse med et lille kort, men det var slet ikke tilstrækkeligt, da der kun var navne på de nødvendige veje for at finde hotellet.

På et tidspunkt, da jeg befandt mig på Sussex Gardens, valgte jeg bide tænderne sammen og aktivere 3G og GPS i Nokia E66'eren. Det tog 3.41 MB at downloade kort, men det tog ret lang tid fordi det ikke lykkedes at opnå 3G forbindelse. Da kortet langt om længe var hentet ned, kunne jeg scrolle lidt op, ned, frem og tilbage for at finde Gloucester Road, hvor hotellet skulle ligge. Fint nok, tænkte jeg, så må der kunne sættes en markør der, og så kunne jeg lade telefonen fortælle mig hvilken vej jeg skulle gå. Jeg fandt bare aldrig den mulighed at taste adressen ind, så jeg kunne få vist vej. Den alternative måde var så, at bruge telefonens kort som et almindeligt kort og notere mig de veje jeg skulle gå ad, for at finde hotellet.

Værelset var placeret lige op ad elevatoren, så jeg måtte se frem til en nat med ind, ud, op og ned og en masse smækken. Oven i købet var WiFi accesspointet gået i udu, så jeg måtte ud og finde en internet cafe for at få betalt de varer på e-bay, som jeg havde lovet.

Aftenen sluttede af i en indisk restaurant nede i hotellets kælder, hvor jeg fik en forret med neon grøn sauce, orange kylling Tandoori, men desværre ingen indiske øl, fordi det ikke lige var på menukortet. Da jeg var næsten færdig med at spise, kom der nogle andre gæster, der startede med at få serveret indisk øl - øv åsse.

Heldigvis var der i vejrudsigten ikke lovet mere sne, og solen skinnede fra morgenstunden, så det burde være muligt at følge det planlagte program og måske også indhente noget af det, der var smuttet om mandagen. Og allerede da vi ankom til kursusstedet var der synligt græs foran bygningerne og tøvejret var sat ind. Programmet blev forlænget lidt, og der var ikke lyst nok til, at det kunne betale sig at komme ud at se noget. I stedet brugte vi en masse tid på at forsøge at følge op på vejrsituationen, for at være sikre på, at de, der skulle hjem om onsdagen, kunne komme hjem.

Den første morgen i Slough var præget af sneen, som var faldet i løbet af natten. Det viste sig senere på dagen at have stor indflydelse på programmet, som var lagt. Et ordentligt morgenmåltid med pølse, bacon, scrambled eggs, toast, juice, mælk og kaffe blev sat til livs før vi fandt ud af, at de taxi'er der var bestilt, havde svært ved at komme frem. Men der var indlagt lidt ventetid før aktiviteterne startede, så det lykkedes den ene taxi at hente hold 2 og få dem frem, før vi skulle starte.

Det første der blev meddelt var, at der var en masse af underviserne, der ikke kunne komme ind til kontoret, og vi blev derfor nødt til at holde telefonkonference med dem i stedet - juhu, det kunne vi jo have gjort hjemme fra.

Nogle af de andre deltagere havde valgt at overnatte på hotel inde i centrum af London, og de nåede heller ikke frem. Næsten sidst på dagen var en af underviserne på autopilot, da vi fik at vide at det ville være fint at besøge Windsor Castle, nu vi var så tæt på. Der var nogle gode restauranter med udsigt til Themsen. Men et lille kig ud af vinduet fik hende til at foreslå, at vi da også kunne bruge restauranten på hotellet.

På grund af det store snefald i Heathrow var flyet først forsinket i 10 minutter, og da vi endelig blev boardet, var den første besked, at flyet ville blive yderligere 1 time forsinket, da vi var kommet i slottime for at lande i Heathrow. Vi måtte derfor sidde og vente i flyet, og det var fulstændigt surrealistisk at stewardesserne gik rundt og sagde, at man ikke måtte bruge elektronisk udstyr under starten - når piloten ikke en gang havde startet motorerne. Efter en del protester kom der besked fra piloten om, at mobiltelefoner og elektronisk udstyr måtte bruges indtil motorerne blev startet.

Klokken var 20.35 dansk tid, da vi endelig lagde an til landing i Heathrow, og vi gik ud for at finde en taxi.