På vej ud på turen kom jeg forbi denne mark, hvor jeg helt bestemt tror at de dyrker mulvarpe. Og jeg tror helt sikkert, at mulvarpene ikke tør at kravle ud under elhegnet, for det så ikke ud til, at der var mulvarpeskud udenfor hegnet.
Jeg kan i øvrigt ikke anbefale denne rute på cykel for øjeblikket, da den er meget ujævn, og et andet sted har der været en traktor forbi, så man kun kan cykle på midterdelen af skovvejen.
På vej ud på min løbetur var der en masse røg og det lugtede af brand, og da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at der var ild i et containerskur. En dame med en hund kom ud fra en opgang og sagde, at hun allerede havde givet besked til en mand, der boede derinde, om man kunne få nogle spande vand at hælde på."Eller en brandbil" sagde jeg. Jeg kiggede lidt på det, og besluttede hurtigt, at der jo ikke var noget jeg kunne gøre ved det, for det var for meget til at kunne slukkes med en spand vand. Så jeg fortsatte min løbetur, og ganske rigtigt, da jeg kom tilbage var der brandbiler og politi, og ilden var allerede slukket.
Omgivelserne var en betonmur, noget flisebelægning og noget græs, så det kunne nok ikke have udviklet sig til mere, end der skete. Flammernes bytte blev nogle poser med affald, der var efterladt udenfor pavillonen, en afskærmning inden i og hjørnet af en affaldscontainer.
Nu stiger huslejen jo nok, så vi kan få en ny container. Øv.
Jeg havde helt tilbage i november vundet en auktion på ebay over en rygsæk. Lige den størrelse jeg havde læst var mest praktisk og lige en farve jeg kunne acceptere, og ikke ret brugt. Jeg havde rykket for den et par gange, og fik endelig fat i sælgeren, som beklagede at Parcelforce og GLS ikke havde været i stand til at levere den til mig. GLS havde ikke truffet mig hjemme, var beskeden. Men det underlige er, at jeg aldrig har fået besked på, at GLS havde forsøgt at aflevere noget til mig, og jeg havde heller ikke fået et tracking nummer, så jeg kunne ikke kontrollere, hvornår de havde været her.
Egentlig var jeg lidt mistroisk overfor sælgeren, så jeg forsøgte at få ham til at sende den endnu en gang, og denne gang måtte han godt oplyse tracking nummeret, så jeg kunne være hjemme, når GLS ville ankomme. Det først sælgeren svarede var, at så måtte jeg hellere få pengene igen. Jeg foretrak dog at få rygsækken, for jeg skulle jo bruge den.
Men det viste sig at være helt umuligt, selvom sælgeren havde lovet at forsøge at sende pakken igen mandag efter nytår, kom der allerede tidligt om morgenen besked om, at nu havde han været på posthuset og det ville koste ekstra at sende den, så jeg måtte hellere få pengene tilbage. Men jeg spurgte hvor meget det kostede ekstra, for så måtte jeg jo overføre noget mere.
I går kom der svar på det spørgsmål, og det ville koste 10 pund mere, så jeg måtte jo hellere få pengene tilbage. Men jeg svarede, om det ikke ville være ok at jeg overførte de 10 pund, og han sendte pakken til mig, og havde egentlig forventet at komme til enighed.
I dag kom der så besked om, at sælgeren absolut ikke gad mere bøvl, og nu havde han refunderet alle pengene til Paypal.
Jeg har besluttet, at 10 minutter før fristen for at give feedback udløber, får sælgeren en negativ karakter og noget brok - det er træls at spilde tiden på usamarbejdsvillige mennesker.
Forberedelserne til turen sydpå indebærer også at der kan komme strøm på alle de forskellige elektroniske dimser, som jeg har planlagt at tage med. Sidste år havde jeg en adapter til de engelske stik med, og den blev sat i en stikkontakt da vi skulle se nogle billeder hos en veninde. På et tidspunkt var et af børnene ved at snuble i ledningen, og stikket belv trukket ud af væggen - altså kun den del, der sad fast i kablet, og adapteren blev siddende i vægstikket. Det opdagede jeg selvfølgelig først, da jeg checkede om al ting var husket lige før jeg skulle forlade hotellet og tage i lufthavnen. Og det var lidt for lille en dims at sætte en masse i gang for at få tilbage, så jeg havde bare forventet at få fat på en ny.
Men på et eller andet tidspunkt fik jeg købt en anden elektronisk dims, hvor der blev leveret både et engelsk og et europæisk strømkabel med, og jeg havde tidligere bare smidt dem ud på genbrugspladsen. Og så var det jeg fik en ide med at klippe apparatstikket af, og montere en fordelerdåse, så jeg ikke havde alt det bøvl med adapteren, som der havde været sidst.
En tur i Harald Nyborg medførte en slagfast stikdåse, så den ikke splintres hvis der skulle komme lidt hård medfart på bagagen.
Da jeg ikke havde fundet de shelters, der kunne ses fra Ny Nibevej, måtte jeg ud og lede noget mere i Drastrup Skov. På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside fandt jeg en folder i PDF format, som jeg kunne bruge som kort.
Der er en hel masse vandreruter gennem arealerne, som ikke alt er skov, men også nogle åbne arealer med markeringer af fortidsminder, de jeg har set indtil videre er gravhøje. Og så er der nogle symboler for en primitiv lejrplads, en bålplads og en skovlegeplads.
Jeg satte mig for at nå hen til den primitive lejrplads, og var ikke helt sikker på, hvilken sidevej til den gamle Nibevej, jeg skulle op ad, for den sidevej det så ud til at være, så ud til at gå hen til en nyere bygning, og jeg er ikke lige så fræk at jeg cykler ind på gårdspladsen hos nogle mennesker jeg ikke lige tror vil have besøg af en vilfaren turist. Så jeg tog den sikre vej ud ad Duedal, for at komme bagvejen op til lejrpladsen, og så fik jeg jo også set noget mere.
Det gik lidt ud ad Duedal, og jeg blev mere og mere nervøs for at være kommet for langt, så da der omsider kom en vej ind i skoven, valgte jeg at cykle derind. Det viste sig at jeg var kommet ind i en juletræsplantage, og den var hegnet noget ind med tætstående træer, så jeg ikke kunne komme over til den rigtige vej hen til lejrpladsen. Og så måtte jeg ud igen og finde ud af, at jeg skulle have haft 400 meters tålmodighed for at finde op til den rigtige vej.
Den primitive lejrplads var en smule hærget på bordet og bænkene, så det er jo lidt synd. Der var også en parkeringsplads ret tæt derpå, så måske er det ikke en primitiv lejrplads i den betydning der er omtalt i guiderne.

Det var muligt at tage en rute videre ind mod Frejlev og komme forbi den sydlige kant af Frejlev hen til skovlegepladsen. Og det var også lidt af et trist syn med ødelagte legeredskaber. Flyveren man kan se på Google Earth var tidligere en dobbeltdækker, men nu lå den øverste vinge på jorden og stræbere og stivere var der kun en at se af.
