Chris Nielsen

Det tager en masse tid at få kigget alle billederne igennem, for at se, hvad der er godt og hvad der ikke er så godt. Heldigvis var det en nem sag at få parret GPS data sammen med billederne, for jeg havde fundet et nemt gratis program til at gøre det. Easy GPS klarer det med nogle få museklik, og så er man klar til at uploade billederne til Panoramio, så de kan blive vist på Google Earth, når de er godkendt.

Jeg fandt også ud af at få lavet nogle kort, så jeg kunne tage det med i det lille foredrag om min Afrikatur, så man kan se hvorjeg har været henne. Det var endnu en gang GPS Visualizer, der blev brugt til det - også her er det bare et par enkelte museklik der skal til, for at omdanne GPX filen fra GPS'en til en KML fil til Google Earth.

Flyet skulle først flyve sidst på eftermiddagen, så der var tid til at besøge en af konens veninder om formiddagen. Hun boede ude i nærheden af Radio Gold, som enhver taxichauffør ved hvor ligger. Dvs. at de ved hvor radiostationen ligger, og ikke hvor veninden bor. Så vi blev sat af ved siden af radiostationen, og så regnede vi med at vi nok kunne finde veninden.

Men der var jo lige blevet bygget om på vejene, og så så det ikke lige ud som det plejede. Et opkald til veninden gav os vejledning i, bare at gå hen til frisøren, og så dreje til venstre. Fint nok, bortset fra, at hver anden eller tredje butik var en frisør.

Jeg blev mere og mere nervøs for, at vi ikke nåede at få besøgt veninden og komme tilbage til hotellet og hente min kuffert, før jeg skulle i lufthavnen. Men endelig fandt vi noget, konen kunne genkende, og så fandt vi også veninden.

Efter noget mad og en masse snak begav vi os af sted til hotellet for at hente kufferten og komme i lufthavnen, hvor jeg jeg kom ind og var på venteliste. Det var lidt at et par nervepirrende timer ikke at vide, om jeg skulle med flyet eller tilbage til hotellet. Konen sad og håbede lidt på, at der ikke var plads, så vi kunne få en dag mere sammen, men 5 minutter i "Gate Closing", kom der besked om, at det lige var en sidste plads til mig - der var nogen i Lagos, der havde meldt afbud. Pyha...

Vi skulle lige nå rundt og hilse på nogle mennesker, før jeg skulle af sted, så vi begav os ud i Accra i en taxa, som nok er den mindste bil, jeg har set som taxa endnu.

Men det gik.

Vi nåede rundt til det hele, og fik besøgt Michael Badoo, som bl.a. er medstifter af en cykelklub, Starcord Riding Club og netop valgt til høvding hjemme i landsbyen, selvom han bor inde i Accra. Måske er det fordi han er den, der er kommet bedst i vej fra landsbyen? Michael er ingeniør og ekspert i smøreolier.

Vi skulle også lige nå mr. Tete, som er entreprenør og har gang i en masse byggerier. Han havde lidt travlt, men der var lige tid til at holde middagspause sammen med os, så vi fandt et lille listigt sted i nærheden af hans kontor. En fortovs fastfood med tre plasticborde udenfor og tilhørende traditionelle plasticstole. Men det var bedre end så meget andet vi havde prøvet.

Når man skal med Lufthansa hjem fra Ghana, skal man melde sin deltagelse i turen 3 dagen før flyafgang. På udskriften af den elektroniske billet var der anført et par telefonnumre, begge så ud som om de var 1 ciffer for langt, og der var ingen, der tog telefonen i den anden ende. Jeg prøvede en halv dag at komme i kontakt med Lufthansa kontoret, før jeg begav mig ud i Lufthavnen for at finde kontoret.

Da jeg kom ud til kontoret viste det sig, at bindestregen i telefonnummeret, blot stod der, fordi man kunne bruge cifferet efter bindestregen som et alternativ til det sidste ciffer.

Jeg fik sagt til damen, at jeg gerne ville med hjem, men det kunne jeg ikke komme, for jeg var ikke på listen. Du skulle have været med hjem d. 2., sagde hun.

Øv, det burde jeg have gættet, når der nu heller ikke var noget noteret om udrejsen, som jeg jo havde fået ændret pga. møderne.

Jeg havde jo så bare ikke fået kvitteringen for betalingen af ændringen med ud til lufthavnen, så den måtte jeg tilbage og hente. Da jeg kom tilbage til lufthavnen 5 minutter i lukketid, blev damen nødt til at kontrollere med Lufthansa hovedkontoret, at det var godt nok, at jeg måtte komme med hjem. Men der var ikke plads på flyet om lørdagen, så det eneste hun kunne gøre var, at sætte mig på venteliste.

Lidt nervepirrende ...

På vej hen til et par forretningsforbindelser kom vi forbi en gammel dame, som solgte mad i vejkanten. Der var en kurv med snegle, som egentlig ikke havde lyst til at være nede i kurven, men et eller andet skal man jo have tiden til at gå med, når man sidder og venter på kunder.

Sneglene bliver revet ud af sneglehuset, og renset en lille smule, før de bliver kog i en suppe med en masse krydderier. Og så kan man få serveret forskellige basis, som banku, fufu og så videre. Denne dag var det fufu. Serveringen er den sædvanlige med en skål med fufu og en anden skål med sneglene i suppen, og så tager man en klump fufu og former den som en lille bold, trykker et lille hul i bolden og skovler lidt suppe op i bolden. Sneglen kan man tage en bid af, og det meste af smagen kommer fra krydderierne, Konsistensen er nærmest som et stykke elastik, men det er dog muligt at bide tænderne sammen.

Det fortælles at det kun er de gamle kvinder, der samler snegle ind, for de behøver ikke at være så hurtige.