Chris Nielsen

Rundt omkring Kumasi ligger der en hel masse håndværkerbyer, og i en af dem, Bonwire, væver man kente. Man kan komme derud med en tro-tro, og det er rimeligt nemt, hvis man bare kan finde tro-tro'en. Og det var ikke så nemt, for vi skulle gennem det meste af markedet i Kumasi, og det er efter sigende vestafrikas største marked. Men vi fandt tro-tro'en, og satte os til at vente. Og så kan man kigge ud på alt det, der kommer forbi på vej ind til markedet. Der er næsten alt muligt, og det bliver enten båret på hovedet eller kørt på små vogne, som er lavet med bil hjul.

Når man ankommer til Bonwire, er der en hel masse guider, som lige vil vise en rundt. I hele byen er der 2000 mænd, der sidder og væver lange baner i ca. 20 cm. bredde. Banerne bliver 6 meter lange, og så bliver de samlet til et større klæde, som hedder kente. Hver væver har sit eget mønster at arbejde med, og der ser ud til at foregå helt efter hukommelsen. Mønstrene er 2 forskellige til de to 20x20 cm kvadrater, som der bliver vekslet imellem hen igennem de 6 meter. De tre kvaliteter, enkelttrådet, dobbelttrådet og trippeltrådet er beregnet til forskellige status, og kun kongen har lov til at bære en trippelvævet kente. Det er også mere besværligt at lave de dyre kvaliteter, så en enkelttrådet kente tager 3 måneder at væve. Og det er fordi hver enkelt væver laver alle banerne til en kente, og der er altså ikke parallel arbejde så flere kunne arbejde på den samme kente. En dobbeltvævet kente tager 6 måneder og en trippelvævet kente tager over et år at lave.

Når alle banerne er vævet færdige bliver de syet sammen til de store stykke kente, og så kan man købe det i butikken. Men det er jo ikke alle der lige har en masse penge at købe en kente for, så man kan også købe enkeltbaner, hvis man bare vil have en souvenir.

Efter en overnatning i Takoradi og en lang rejse mod Kumasi, som overraskende nok gik via Cape Coast, kom vi til Kumasi, som er Ashanti'ernes hovedstad. Hvis man ser bort fra markedet er det en meget veludviklet by, hvor man ikke finder det mindste snavs. Man skulle næsten tro at man var i Europa, og hvis det ikke var for de åbne kloakker, kan man ikke se forskel.

I Kumasi er der et National Culture Center, hvor man kan se en hel masse af Ashantiernes kulturhistorie. Der er bl.a. et meget lille museum hvor man kan se en masse af de ting kong Prempeh brugte, og høre noget om historien om kong Prempeh. Den korte version er, at han var konge mens slaveriet var på det sidste, og han forsøgte at gøre oprør mod englænderne, som var der på det tidspunkt. Englænderne forsøgte at aftvinge kongen magten ved at kræve hans gyldne tronstol udleveret, men i stedet fik Ashantierne fremstillet en kopi, som i stedet for den rigtige tronstol af guld, blot var en kopi i kobber beklædt med guld. Og først meget sent opdagede englænderne at det var en kopi og de derfor ikke havde fået den magt over riget, som de ønskede, og så måtte de tage kongen til fange, sætte ham i fængsel i tårnværelset i Elmina og senere i eksil på Seychellerne.

Der er også en del af de traditionelle håndværk på centeret, men nu er det mest turistsouvenirs, der bliver fremstillet. Og så kan stå eller sidde og kigge på, hvordan en træskærer skærer ornamenteringer ud af et stykke træ, og får fremstillet en af de kendte masker, eller hvordan der bliver fremstillet støbeforme af voks og ler til bronzestøbning. Og selvfølgelig kan man jo købe alt det, der bliver fremstillet, men man skal jo også slæbe det med rundt til alle de andre steder man skal hen. Så de store flotte masker, trommerne, bronzefigurer og dyrestatuer måtte blive i Kumasi.

Nu skal jeg altså snart se nogle elefanter i stedet for bare byen. Sidste år havde jeg forsøgt at undersøge, om det kunne være muligt at komme ud i nogle nationalparker eller noget, hvor der var elefanter i Elfenbenskysten, men det eneste svar jeg fik var, at jeg jo bare kunne gå hen i zoologisk have for at se elefanter. En af begrundelserne var, at det ville være alt for farligt at tage ud til nationalparkerne, for der var alle mulige oprørere, kriminelle og andre farlige mennesker derude. Et andet argument var, at de mennesker der gik ud i skoven gjorde det, for at lave grimme religiøse ceremonier med ofringer af alt muligt, og de ville ikke være glade for at blive overrasket af en hvid mand med et stort kamera.

Så i stedet havde jeg fundet ud af, at der er en nationalpark i Ghana. Mole National Park, hvor der er elefanter, et lille hotel og nogle guider, som man kan gå rundt med. Og efter lidt forhandlinger med konen om at komme derop, var vi på vej ud af Elfenbenskysten og mod Ghana. Så kan vi jo også komme til at bruge det kreditkort, som ikke virker i Elfenbenskysten, men i Ghana. Hvis der altså ikke er kommunikationsproblemer med ATM'erne og Visa International.

Der er forskellige transportformer - en er at tage det statslige SOTRA for at komme til grænsen, og derefter STC i Ghana for at komme videre. En anden er, at tage hen til en chauffør, som kan køre til grænsen. Det er åbenbart en helt organiseret beskæftigelse, hvor man tager hen til et knudepunkt og finder en chauffør. Måske er der andre der også skal af sted, så bilen kan blive fyldt op, måske er det bare afgang med det samme, og så håber chaufføren at få passagerer på vejen. Vi kom med en Peugeot 605 af lidt ældre model, men det er jo en dejlig stor bil alligevel, så der er plads til det hele. Og så gik det derud af, speedometeret virkede ikke, men GPS'en viste 120 km/t det meste af vejen. Jeg var lidt bekymret for, hvordan økonomien kunne hænge sammen, når vi nu kun havde betalt 25000 CFA for at komme til grænsen, hvor der er omkring 175 km. Kan man køre 175 km på 35 liter benzin i en Peugeot 605?

Jeg havde bestemt mig til at forsøge at få et billede af noget af det opdyrkede land, så man kan se lidt af det på Google Earth.

Grænseovergangen var uden de store problemer, og jeg bliver bedre og bedre til fransk, så det går helt fint. Overraskende møder vi en mand, som havde været med til brylluppet, og han havde kun fået fat i, at ringen var lavet af stål, og ikke et materiale stærkere end stål, så han syntes det var lidt underligt. Men så fik vi jo lige snakket sammen og drukket en cola.

Nu har jeg fået lært hvad der sker, når der lige pludseligt kommer en ordentlig trækvind ind igennem lejligheden. Det trækker op til regn. Og det er sommetider ikke bare lige en lille byge, så i dag nåede jeg op på taget for at tage vasketøj ned, inden det begyndte at styrte ned.

Det er ikke alt tøjet der bliver vasket hjemme, for det er ikke nemt at få det rent, når man bare har en balje. Men det mest nødvendige kan man godt klare. Og så er der de små butikker der klarer resten. Bukser, trøjer og skjorter kommer ned til renseriet, hvor man har 2 vaskemaskiner, og så kan man hente sit tøj et par dage senere. Det koster omkring 6000 CFA om ugen at få vasket for to personer, og så skal man et andet sted hen for at få strøget skjorter. Der er en lille bod udenfor boligkomplekset, hvor man kan få strøget, og det koster den fyrstelige sum af 500 CFA eller 6 kr. Manden der har boden har et strygejern, og det er så det han lever af at lave.

En anden lille bod sælger brød, og det er stort set kun et glasskab, hvor brødene er lagt ind, så man kan se dem. Boden bliver taget væk om aftenen og stillet op igen. Og så kan man købe sit brød der, hvis man ikke orker at gå den lange vej, 500 m., til bageren, som ligger i en gade lidt derfra. Men bageren ligger på vejen til internet cafeen, så jeg kan købe brød der, når jeg har brug for lidt internet, og ellers kan jeg købe brød nede på hjørnet.

Og lidt længere nede ad gaden ligger der en bod, hvor man kan købe grill kyllinger. Ikke de normale halve friturestegte ørne, som i Danmark. Her bliver kyllingen hakket i mindre stykker, før den bliver stegt, og så kommer den ned i noget dressing med ekstra stærk chili, løg, og noget. Det smager faktisk så godt at man kan blive afhængig af det.

Lige nede omkring hjørnet er der også en købmandsbutik, hvor vi køber vand, tandpasta, vaskepulver og alt det andet. Vandet koster 450 CFA pr. 1,5 liter, og det må jeg drikke indtil jeg er klar til at drikke vand fra hanen. Her kommer man klor i vandet, så min kone tror ikke min mave kan klare det. Men det er vel bare et spørgsmål om tid, før jeg kan klare de samme ting som de vilde indfødte.

Det er lidt svært at få stemningen med i billeder, så i dag ville jeg lige prøve at se om jeg kunne lave en lille video af noget af gudstjenesten. Youtube kan ikke klare mere end 10 minutter, med mindre man er en eller anden form for VIP, og det har jeg ikke lige opnået - endnu :-) Men det er svært at vælge noget af de 4 timers gudstjeneste.

Det mest markante er jo nok gospel, sang og dans, så i dette lille videoklip har jeg forsøgt at vise en lille smule af energien.

En gammel rynket dame i Danmark har en masse problemer med de sociale myndigheder, og det gør det ikke bedre, at hun hele tiden hidser sig op, og som hun selv siger, kommer til at give sagsbehandleren en sang fra de varme lande. Her er så lidt inspiration til, hvordan man kan gøre sangen lidt mere behagelig.