Chris Nielsen

Jeg havde aftalt at lave de sidste instruktioner til min fotoven i Elfenbenskysten, så han var klar til at tage billeder om lørdagen. Det gik egentligt ret godt og vi fik udvekslet erfaringer på trods af mit dårlige fransk. Politikens ordbog var installeret på computeren ved hjælp af et ISO image, som jeg havde nået at lave inden jeg tog af sted. Den kommende kones svoger havde hjulpet mig hen til kirken, men havde selv nogle planer, så han tog af sted og sagde noget om at han tog til Marcory og sluttede af med "a tout a l'heure", som min fransk dansk ordbog oversatte til "om lidt", så jeg gik ud fra at han bare ville tage ud på en kort tur og komme igen "om lidt".

Sangro og jeg talte om flash rækkevidde, ISO følsomhed, bounce flash og en hel masse andet. Det var ikke så svært at finde nogen, der ville hjælpe til med at være model, så vi fik lavet en masse både gode og dårlige billeder - det er med de dårlige man lærer grænserne at kende.

Og så sad jeg og ventede og ventede og blev mere og mere irriteret over, at der ikke kom nogen svoger tilbage. Jeg forsøgte at ringe til ham, men beskeden var at han stadig var i Marcory for at lave noget arbejde, og "a tout a l'heure", så jeg ventede lidt mere. Efter to timer blev jeg lidt træt af at vente, og ringede til ham, for at sige at jeg tog hjem til lejligheden. Det gik rimeligt med at finde en taxi og få den dirigreret det rigtige sted hen, så da jeg sad og kiggede lidt på billederne ringede den kommende kone for at høre hvordan det gik, Og så spurgte jeg om det altid var sådan, at man kunne vente i lang tid uden at vide, om den anden kom, svarede hun, at "a tout a'heure" betyder "vi ses", hvis svogeren var kommet tilbage snart, ville han have sagt "a tout suite". Jeg må se at lære lidt mere.

Gandour havde foreslået at vi tog en célibataire aften inden brylluppet, så han hentede mig i sin BMW X6, så vi kunne komme ud og se på byen. Efter turen ned til Zoo ad vejen, som er meget dårlig, fyldt med huller, kom farten lidt op, og ude på boulevarderne syntes jeg det gik lige raskt nok. Men det var sent og der var ikke meget trafik, og der stod kun 80 på spedometeret, så det gik jo nok. VI fik snakket lidt om hvordan man kan lave forretninger i Afrika, og hvis man kan styre det med hård hånd, og acceptere cadeaux'erne, kan man sagtens få en god forretning op at stå.

Lidt mere kig på spedometeret afslørede, at det var 80 MPH, så det var derfor jeg syntes det gik lidt hurtigt.

Aftenen startede med et besøg på et casino, som er åbent for alle fremmede. Det er forbudt for ivoriennes at komme der. På den ene side er det jo godt nok at begrænse befolkningens risiko for at falde i ludomani fælden, på den anden side er det lidt kynisk at lade de fremmede komme af med deres penge. Nå, men lidt sund fornuft og sandsynlighedsregning skader jo ikke når man er sådan et sted, så jeg valgte at sidde lidt ved Blackjack bordet og kigge lidt, før jeg faldt ind i spillet, men jeg febrilsk forsøgte at huske strategien for at vinde. Det gik lidt op og lidt ned, og på et tidspunkt havde jeg fået forvandlet de 50.000 jeg startede med til 250.000, men så gik den sidste af de andre deltagere, og jeg blev nødt til at fortsætte med 2 pladser for at holde spillet igang. Og så gik det lidt for hurtigt med at komme ned, og da jeg havde nået ned til 55.000 valgte jeg at stoppe igen. Men da var det sjove også gået ud af ballonen.

På kasinoet mødte vi Ali, en af Gandours venner, som tog med videre til en natklub eller disco eller noget, hvor der var nogle andre mennesker. Der plejede ikke at være så mange mennesker om torsdagen, men fredag og lørdag var der fyldt. Det er jo ikke anderledes end i Aalborg, men så er det jo til at komme til at finde et sted at sidde, og musikken er ikke så høj, at man ikke kan snakke. Gandour forklarede, at der er masser af steder i Abidjan, men man skal bare finde dem, og også finde ud af, hvem der kommer der, så man kan finde sine venner.

Det var blevet lidt sent, så vi måtte tilbage for at sove, og på vejen blev vi stoppet af de sædvanlige politi kontroller, og jeg fandt mit pas frem mens bilen standsede. Men Gandour havde et "laissez-passer", så det var slet ikke nødvendigt at vise noget id. Det kan man også få hvis man giver gaver til de rigtige venner.

Den internet cafe, hvor den kommende kone plejer at gå hen for at vi kan lave videokonference, har mulighed for at man kan tilslutte sin egen computer, så jeg fik bootet Ubuntu for at finde en løsning på at installere man pages, og at få installeret et eller andet, som kunne ændre på bootloaderen, så den som standard booter Windows i stedet for Ubuntu.

Planen er, at computeren skal bruges til at spille noget musik til bryllupet, så det er nok smartest at den booter Windows som standard. Så er det bare at få sat Winamp ind i "Start", og det burde være til at finde ud af for mennesker, der ikke lige forstår dansk.

Google hjalp med at finde en lille artikel om de manglende man pages, og opdateringsfunktionen i Ubuntu foreslog at installere de 121 nyeste opdateringer, før jeg kunne vælge mere software til at håndtere GRUB, så det fik den lov til at gå i gang med. Og jeg vendte tilbage til artiklen med de manglende man pages, og fik åbnet et terminal vindue, copy/pastet kommandoen fra artikel, og man pages blev installeret. Fordi jeg havde valgt København som byen der styrede hvilken tidszone computeren var i, blev der valgt at download fra et dansk mirror site, men det gik ganske tjept selvom jeg havde forventet at skulle koble op til noget der var lidt tættere på end Danmark.

Og så kunne jeg vende tilbage til de 121 opdateringer, som viste sig at eksplodere lidt i antal på grund af afhængigheder. Det ville tage over 20 timer at hente alle opdateringer, og så lang tid havde jeg ikke lige planlagt at sidde på internet cafeen. Google måtte igen hjælpe med at finde en anden løsning, og heldigvis var der en lille pakke, der kunne downloades og håndtere bootloaderen. Så må de 121 opdateringer vente til jeg er kommet hen til en 20 Mbit forbindelse igen - det hele virker jo, bortset fra nogle manglende codecs til media afspilning. Men det var jo også Windows der skulle spille musik med Winamp, så det gør ikke noget.

Jeg havde lidt tid for mig selv, så jeg kunne lave endnu et forsøg på at installere Ubuntu linux på den bærbare computer. Men det var samme resultat som tidligere, enten skulle Windows overskrives eller der skulle laves en opdeling af den partition, som Windows var på, før Ubuntu kunne installeres. Alternativet med den manuelle partitionering virkede ikke, fordi der ikke kunne skrives en boot loader på disken.

Så jeg måtte prøve noget helt andet. Jeg slettede den partition, som Fedora havde lavet, efter at Windows var blevet resizet, for nærlæsningen af mulighederne i Ubuntu installationen gav jo mulighed for at også Ubuntu kunne resize Windows, så der blev plads til Ubuntu linux. Heldigvis havde jeg fået diskpart tool'et fra Microsoft med, så jeg kunne extende Windows ind i den netop slettede ext3 partition, og derefter starte Ubuntu installationen igen.

Tredje forsøg på installation gik lidt bedre, og jeg fik valgt at skrumpe Windows, så der kunne blive plads til Ubuntu også. Ubuntu var lidt frisk og foreslog, at Windows skulle skrumpes til næsten ingenting. Men det var ikke lige det jeg havde i tankerne, så jeg valgte 30 GB, fordi de fleste data ville være på en ekstern disk, på intranet eller internet.

Efter at have kigget på den automatiske installation, valgt en by, et password og desktop løsning, blev Ubuntu installeret og var klar til brug. Og da jeg fik kigget lidt på partition tabellen viste det sig, at i stedet for at jeg havde valgt swap i partition 2 og ext3 filsystem i partition 3, skulle jeg have valgt at lave partition 2 som extended, og derefter to logiske partitioner til swap og ext3.

Og så kunne jeg komme i gang med at lave det XML, som jeg havde planlagt. Det gik fint indtil jeg skulle kompilere, men så sagde computeren nej. Der var en eller anden fejl i strftime funktionen, som jeg ikke lige kunne gennemskue. Det så ud som om den implementation der var i linux var anderledes end i Tru64, så funktionen returnerede en anden type, og der blev brugt nogle andre typer i parametrene. Men så kan man jo bare slå op i man pages for at se, hvad der er galt.

Lang næse! Man pages var ikke installeret, og jeg kunne ikke finde dem på det image, som jeg havde taget med på et SD kort. Så der strandede mit fremskridt, og jeg måtte finde ud af, hvordan jeg fik installeret man pages.

Det eneste problem var nu, at computeren som standard bootede Ubuntu. Det er jo ikke noget problem, når jeg selv skal bruge den, men hvis andre ikke er hurtige nok, kommer de ind i Ubuntu, og ved måske ikke hvordan man får rebootet.

Centrum i Takoradi er Market Circle, som er bygget med bygninger i kanten af cirklen og en masse stadepladser inden i cirklen. Der er også stadpladser udenfor cirklen. Jeg skulle vente hele dagen i Takoradi, før jeg kunne komme videre, fordi mit visum til Elfenbenskysten først var gyldigt fra d. 8. april.

Jeg gik på jagt efter et stofbælte, men de fleste af bæltesælgerne havde kun læderbælter eller imiteret læder, så jeg gik rundt i lang tid. Jeg fik et par ægteskabstilbud fra nogle af damerne i staderne, og fik snakket lidt med dem. Nogle solgte fisk, og da jeg spurgte lidt mere ind til hvor fisken kom fra, viste det sig at damen allerede var gift, og det var manden der havde været ude at fange dem. Andre solgte frugter og grøntsager men det var samme familie geschæft som fiskerne.

Jeg fandt en indgang til at komme ind i centrum af cirklen, for som Peter Plyds siger - Hvis man farer vild i skoven, skal man bare finde midten, og så gå ud igen. Der var masser af sælgere der gerne ville sælge noget, og nogle spurgte, hvad jeg ledte efter. Jeg kigger bare, svarede jeg. Men efter nogle flere spørgsmål begyndte jeg at sige, at jeg ledte efter et bælte af stof, og det gav lidt bedre resultat, for der var en venlig dame, som hjalp mig hen til en sælger, som havde den rigtige vare. 3 cedi for et bælte - efter en kort forhandling.

Så manglede jeg bare at få fat i noget DEET insektspray. Alle havde fluegift, men det var ikke lige sagen at sprøjte på huden, så jeg var lige ved at opgive, da jeg fik at vide, at jeg skulle ind på apoteket for at få det.

På vejen tilbage til hotellet fik jeg købt noget grillet plantain og grillet yams, som jeg spiste men jeg ventede på at middagssolen gik væk igen.

Eftermiddagens opgavve var at finde den tro-tro station, hvor tro-tro'en til Elubo kørte fra. Kortet i Lonely Planet guide viste, at jeg bare skulle finde John Sarbah Road, gå til enden og dreje til højre for at finde den. Så det skulle være meget nemt. Jeg tog et billede af kortet, sådan bare for at se om jeg kunne nå andre interessante steder, efter jeg havde fundet tro-tro stationen.

Det var bare at følge Market Circle rundt, indtil jeg fandt John Sarbah Road, og så derud af. Det skulle også ligge en internet cafe på samme vej, så jeg gik og gik og gik, og nåede til vejens ende, mens jeg undrede mig over, dels ikke at have fundet internet cafeen, og heller ikke Axim Road, som vejen skulle ende i. Så jeg gik tilbage igen, og kiggede efter nogle vejskilte, som kunne passe med kortet. Imens jeg kiggede på kortet gik det lige pludseligt op for mig, at John Sarbah Road fandtes på den ene side af Market Circle og også på den diametralt modsatte side. Jeg havde valgt den forkerte del af vejen. Så tilbage i Market Circle gik jeg en hel runde, før jeg endnu en gang kom til John Sarbah Road. Men det kunne ikke passe, for det var jo den samme forkerte vej. Og så måtte jeg vælge en anden strategi for at finde den modsatte side. En af de sædvanlige tiggere kunne jo lige så godt gøre lidt nytte for pengene, så jeg spurgte en, om hun kunne følge mig hen til tro-tro stationen. Det blev en meget kort tur, for hun gik bare hen til en anden for at spørge om vej, og så var det jo ingen hjælp alligevel.

Langt om længe fandt jeg en, som kunne fortælle mig, hvordan jeg kom til tro-tro stationen, og han fortalte om en vej, som jeg slet ikke kunne finde på kortet. Men Takoradi centrum er heldigvis ikke så stor, og jeg havde jo også GPS'en til at finde tilbage. Det viste sig, at kortet var forkert, for vejen modsat John Sarbah Road hed Busumakura Road. Og den var kort nok til at det hele passede. Så jeg fandt endlig tro-tro stationen og fik lavet et waypoint, så jeg kunne se hvor langt der var fra hotellet dertil.

Der var et par sjove oplevelser på min vej gennem Takoradi. Kombinationen af sved og solcreme havde gjort min hud lettere fedtet, så alle de små tiggerbørn, som brugte metoden med at forsøge at røre ved en, for at skabe sympati, fik sig en lille overraskelse. Mit modtræk mod deres fremstrakte hænder var, også selv at række hånden frem, og gestikulerende med hånden mod munden resulterede i, at et af børnene gav mig en mønt, for det var jo det de havde lært hjemmefra. Jeg gav mønten tilbage, og grinte lidt af dem.

Alle de voksne, som ikke er tiggere, opfordrer fremmede til ikke at give noget til tiggerne, for de må lære at få et ordentligt job.