Chris Nielsen

Formålet med turen nordpå var at komme med færgen, og både billetmanden og taxachaufføren kom med alle mulige råd om hvordan jeg kunne komme til Yeji med landtransport. Jeg takkede for de gode råd og tog tilbage til Zito guesthouse, hvor jeg begyndte at pakke mine ting til at begive mig videre. Jeg kunne lige så godt tage vest på, så jeg kunne komme til Elubo lidt tidligere end forventet. Så jeg sendte en sms til konen om, at vi kunne mødes i Elubo d. 8., og så ville jeg finde vej dertil.

Måske kunne jeg nå et stykke vej vest på allerede om mandagen, for der var ingen grund til at sidde fast i Accra igen. Alt var pakket, rygsækken på ryggen, taskerne på skulderen og så var det bare at gå nedad til tro-tro stationen. På vejen derned blev jeg mødt af en gammel dame, som tiggede for mad, og hun blev måske lidt overrasket over, at jeg i stedet for penge, hev det halve brød, som jeg ved et uheld var kommet til at købe dagen i forvejen, op af posen.

Der var ikke nogen direkte tro-tro til Accra, men det betød jo ikke så meget for der var ikke noget jeg skulle nå. Tro-tro en der kørte først skulle til Kpong, men det var jo også et stykke af vejen. Mens jeg sad og ventede, fik jeg lidt hjælp af en kagesælger til at få købt en flaske vand og et par stykker kage. Jeg troede det var noget brød, men det viste sig at være noget tørt kage.

I Kpong skiftede jeg til en anden tro-tro, som kørte til Accra. Som sædvanlig skulle jeg lige betale lidt ekstra for bagagen, men 2.10 cedi for biletten fra Kpong til Accra og 1 cedi for bagagen er til at overkomme.

Jeg havde valgt at sidde i den side, som jeg forventede ville vende væk fra solen, mens vi kørte, men det betød, at jeg sad i solen og svedte, men jeg ventede på at de sidste biletter blev solgt. Jeg fik drukket noget mere vand og spist den tørre kage, før tro-tro'en endelig begav sig af sted.

Det var en anden rute end turen til Akosombo, og det gik meget godt indtil der lød et brag efterfulgt af en rumlen ved det ene baghjul. Dækket var punkteret, og slidbanen havde revet brændstofslangen til påfyldning af, så der også løb noget diesel ud på vejen. Alle passagererne steg ud midt i ingenting, 50 km. fra Accra, og så begyndte chaufføren og tro-tro mate'n at forsøge at reparere bussen. Reservehjulet kom på, og hullet i tanken blev lukket sådan nogenlunde. I mellemtiden var en anden tro-tro kommet forbi og samlede nogle af passagererne op, så der var ikke så mange tilbage. Jeg stod midt i landskabet uden skygge, og var lidt ærgerlig over at jeg ikke havde fået smurt solcreme på, da jeg kom i tanke om paraplyen, som jeg havde taget med. Jeg overlevede en time i middagssolen uden at blive forbrændt, men det var godt nok varmt.

Da chaufføren og tro-tro mate'n var færdige med reparationen begav vi os videre ind mod Accra, og det gik ganske godt. Næsten inden ved Accra skiftede vi til en anden tro-tro, for det diesel der var blevet spildt, betød at tro-tro'en ikke kunne køre længere, og den kunne jo heller ikke få fyldt mere på. Jeg havnede derfor i Adabraka station i stedet for Tudu. En taxa bragte mig til Kaneshi station, hvor tro-tro'erne mod vest afgår fra, og da jeg steg ud af taxa'en var jeg ikke hurtig nok til at få afvist bærerne, så jeg måtte af med en halv cedi for at få båret min rygsæk 5 meter fra taxaen til tro-tro'en.

Tro-tro'en til Takoradi var luksus med aircondition, og der manglede lige 2 passagerer før den kunne køre, så jeg tog imod tilbuddet om at købe de sidste 2 pladser, og slap for at betale ekstra for bagagen. Det kostede 15 cedi i alt a komme fra Accra til Takoradi.

Solen var ved at gå ned, så der var ikke så meget at se, og jeg lyttede til en af de lydbøger, som jeg havde hentet inden ferien. Den gamle mand og havet af Hemingway var passende til turen, og jeg skulle måske have lyttet lidt bedre efter i dansk timerne, så jeg kunne få mere symbolisme, fortolkning og normative præmisser ud af det, end jeg min konklusion om, at man ikke skal fange større fisk end man kan have i båden.

I Takoradi var der endnu en gang en taxachauffør, som ville hjælpe, og han ledte mig hen til et hotel, som han mente var billigt. Desværre havde de "udsolgt" alle de billige værelser, og der var en natklub lige ved siden af, så jeg spurgte om der var andre billige steder. Jeg endte for enden af en skummel vej ved et hotel, og taxachaufføren mente nu, at han skulle have 10 cedi i stedet for de 2 cedi vi havde aftalt. Der gik lang tid med forhandling, men det var umuligt at komme længere ned end 6 cedi, som egentlig også var for meget i betragtning af byens størrelse.

Receptionisten i Zito guesthouse rådede mig til at få købt biletten tidligt om morgenen, så jeg var sikker på at komme med færgen til Yeji. Jeg gik ned til tro-tro stationen for at finde en taxa, der kunne køre mig til Akosombo Marine for at få ordnet billet og reservationen. Det gik opad ad snoede veje og udsigten var ganske pæn, så jeg var lidt ked af, at der ikke lige var tid til at få taget billeder.

På billetkontoret sad der en venlig mand, som fortalte, at på grund af påsken, var færgen sejlet allerede om søndagen, så alle de ansatte kunne komme hjem til deres familie i påskeferien. Det var lidt af en overraskelse, fordi jeg havde brugt en masse tid på at ringe og arrangere booking for at være sikker på at få en plads i en af de airconditionerede kahytter. Øv. Og jeg glemte også at tage et billede af det tomme færgeleje.

Efter gudstjenesten var slut og jeg havde fået pakket det sidste - træls at mine forventninger om, at alt fra tasken kunne kommer over i rygsækken, når stativet var kommet ud, ikke holdt - måtte jeg slæbe rygsækken, fototasken og Nykredittasken med mig ud til en taxa. Vi kørte lidt rundt for at jeg kunne finde en ATM der modtog MasterCard, så jeg kunne hæve nogle flere penge til biletter, hotel og mad, og det endte med at taxachaufføren skulle have 6 cedi for at finde en bank og komme hen til Tudu station, hvor tro-tro'en til Akosombo afgik. Den var heldigvis næsten fuld, og det var heldigt at jeg ikke skulle tage en først til Kpong, og derefter til Atimpoku eller Akosombo, men kunne finde denne direkte.

Da jeg ankom til Akosombo var der en lidt mindre horde af mennesker der ville hjælpe, men jeg var heldig at støde ind i en taxachauffør, som kunne føre mig til et guesthouse i stedet for de dyre hoteller. For 30 Cedi fik jeg et værelse med bad, aircondition, som godt nok larmede forfærdeligt, og et køleskab, hvor jeg kunne køle noget vand. Det var blevet lidt sent, så jeg skyndte mig at få sat opladere til alle mulige ting i gang, før jeg tog et bad og faldt i søvn.

Twi er et af de oprindelige sprog i Ghana, og Bibelen er også oversat til Twi. Ligesom med grønlandsk, er der nogle ord, som ikke findes i Twi, og man har taget de engelske ord med ind i sproget. Ugedagene er engelske, og talsystemet er engelsk, og sikkert også nogle flere ord. Heldigvis var der en venlig hjælper, Henry, som hjalp med at oversætte noget af det, så jeg kunne følge en lille smule med. Det hele minder mest om noget amerikansk gospel inspireret, men mon ikke det er den tilpasning, der har været nødvendig for at gøre kristendommen spiselig i dette område. Der er jo ikke meget forårsjævndøgn til at fastsætte påsken efter, så det kommer bare som Gud nu har bestemt det, for man har ikke anden forklaring på, hvorfor påsken falder på forskellige tidspunkter de forskellige år.

Nu venter jeg bare på den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, så det kan blive påske - i stedet for de hedenske ritualer vikingerne udførte for 1000 år siden.

Rigtig mange af de erhvervsdrivende i Ghana har nogle små butikker, hvor de sælger et meget lille udvalg indenfor en bestemt kategori. Den ene af præstedøtrene havde en kjolesystue i huset, som endnu ikke var færdigbygget, hvor hun tog mål af kunderne og havde at udvalg af mønstre.

Den anden, Esther, havde en videobutik i en kvart container i Tema, hvor hun sælger afrikanske video cd'er og DVD'er.

Den tredje, Pauline, havde planer om en lille vinbutik, men havde endnu ikke haft råd til at købe inventar, så det var stadig kun en plan. Satish den eneste dreng i huset, gik stadig i skole, og var i gang med noget avanceret matematik. Det viste sig, at de egentlig ikke var præstens børn, men nogle han havde taget til sig, så vi måtte rundt til de andre steder, hvor der var flere i den store familie. Desværre var nogle af de mindste bange for en hvid mand, så jeg fik ikke hilst på dem.

Pastoren havde en abe, som han havde haft fra lille, men nu var den blevet for stor og farligt til at blive lukket ud af buret. Den var sød da den var lille.

Den ene af søstrene blev sendt ud at købe mad ind for 100 Ghana Cedi, som er omkring 400 kroner. Jeg skulle bare have en seng at sove i, et bad og lidt mad, så jeg håber de har mad til nogle uger for de penge.