Chris Nielsen

Min plan om at checke hurtigt ind i Lufthavnen gik fint, lige indtil jeg skulle lave bagage drop. De åbnede først senere, og den plads jeg havde fundet først var allerede besat af en anden, så i stedet måtte jeg sidde på en mere ukomfortabel bænk, mens jeg lavede de sidste opdateringer af databasen. Da jeg var færdig med det, fandt jeg et bagagedrop der var åbnet, og klokken var blevet 5 om morgenen.

Som sædvanligt var der panik i sikkerhedskontrollen, da alt mit tekniske udstyr skulle igennem - "Hvad skal du bruge alle de batterier til?" - "Jeg skal være væk i 5 uger, så jeg har brug for dem alle", "Kan du ikke pakke det øverste lag ud, og lægge det i en seperat bakke?", "Hvad med alle de opladere?". Nå, men heldigvis var det kun nogle af de andre passagere der var lidt nervøse, for har man først én gang været igennem kontrollen hos El Al, har man ikke mere at frygte - altså hvis man har rent mel i posen.

Inde i lufthavnen viste det sig, at Diners Club loungen først åbner kl. 6, så jeg måtte sidde næsten en time og vente på det. Men så kunne jeg jo se om jeg kunne få mail programmet til at virke over 3G internet. Det kunne det ikke. Så jeg måtte bruge internet mail til at skrive nogle mails til nogle af de mennesker, der skal passe butikken mens jeg er væk. Der var lige tid til en hurtig kop kaffe og rundstykker i loungen, inden jeg skulle boarde til Frankfurt.

I Frankfurt skulle jeg lave endnu et check-ind, og så var der lige problemer, for Lufthansa og SAS's betalingssystem var ikke gode til at arbejde sammen. Heldigvis havde jeg kvitteringen med, så det kunne komme i orden, men jeg kunne ikke få noget boardingkort - det skulle jeg have nede ved gate'n. En lille smule toldfrit indkøb af nogle gaver til nogle værter gik hurtigt, og jeg nåede ned til gate'n, hvor jeg kunne høre at flyet var fuldt booket, og man ville gerne have at de, som havde mere end 1 styk håndbagage, afleverede det, så det kunne komme i cargo bay. Og der stod jeg så med 1 styk håndbagage, som var de tungeste 7 kg, en taske med kamera og en taske med computer. Øv. Jeg måtte se om jeg kunne snige mig udenom. Det næste problem var, da jeg skulle have et boardingkort, for der var ikke noget sædenummer på det.

Jeg fandt et roligt hjørne, hvor der var et stik til at oplade computeren, og tænkte lidt over, hvad der kunne ske. Det værste var, hvis der ikke var plads, men så ville jeg jo få noget kompensation, så det var ikke galt alligevel. Men så var det værste, hvis nogen opdagede at jeg havde nogle rigtigt tunge 7 kg. i håndbagagen. Jeg affandt mig med måske at skulle overnatte i Frankfurt, og da sæde 34 til 58 blev kaldt ud, tog jeg det helt roligt. Business class blev kaldt ud, og jeg stillede mig bagest i køen, og var forberedt på at blive afvist, men heldigvis var der lige en plads på sæde 57A til mig.

Der var overskyet over det meste af Europa og Middelhavet, og først et godt stykke inde i Sahara var det til at se land. Man kan se en masse erosionsmønstre, og der er ikke ret mange steder, at sandet er helt ensfarvet. Men et par enkelte billeder kom der ud af det.

Ind imellem serveringen, servicemeddelelser, og toiletbesøg nåede jeg at få set "De Grønne Slagtere", som jeg havde nået at konvertere til Zen afspilleren. Entertainment systemet i flyet viste bl.a. Bolt tegnefilmen om den lille filmstjernehund, som får en barsk opvågning til virkeligheden. Og så landede vi i Lagos i Nigeria, hvor der lige skulle justeres nogle ramper, fordi det var nogle af de første gange Lufthansa landede der med denne flytype.

Toldkontrolløren kiggede lige en ekstra gang på min store bagage, men blev rolig da jeg fortalte, at jeg skulle være i Ghana i 5 uger, så synet af det store kamera fik ham til at ønske mig et godt ophold. Og så måtte jeg ud gennem horden af ventende taxichauffører, for at finde dem, jeg skulle bo hos i Accra.

Efter mødet, som varede det meste af formiddagen, skulle jeg lige have købt Malariapiller og Imolope mod diarre. Damen på apoteket gav mig strenge instrukser om, at jeg kun måtte tage dem, hvis der ikke var andre symptomer end diarre, så hvis der var noget som helst feber eller blod eller noget, skulle jeg søge læge, og lade være med at tage dem. Før mødet var jeg lige nået indenfor i Kirkens Korshærs genbrugsbutik for at kigge efter en taske til at transportere alt det, der ikke kunne være i rygsækken på grund af stativet.

Hjemme kunne jeg lige nå at lave det sidste på et regnskab, men så var 3G Internet forbindelsen også gået ned, så der slet ingen kontakt var til banken. Jeg havde brug for et kontoudtog for at vise, at nogle af de betalinger, der var i restance, allerede var betalt først i januar. Så måtte jeg lige ændre planer og tage den lille computer med på kontoret, installere Cute PDF og spørge en af mine kolleger om hjælp til at printe det ud, for min egne arbejdscomputer var jo lige sendt til re-installation med besked om, at den sagtens kunne vente indtil 11. maj. Bageren havde kun 1 othellolagkage tilbage, så jeg valgte en chokolagkage også.

Der var ingen hjemme til at modtage regnskabet, men det havde jeg heller ikke forventet. Så det kom til at hænge på et dørhåndtag indtil bestyrelsesformanden kom hjem. Så var det bare at få pakket kontingentopkrævninger i konvolutter, frankering og afsendelse, før jeg kunne komme til at pakke færdigt. En hurtig tur i Fakta efter plasticposer, kaffe til housesitteren, og cola til turen var det sidste der skulle nås.

Lidt kontrolvejninger af rygsækken viste, at der sagtens kunne have været mere i den, men der var jo ikke plads. Det stod værre til med Nykredit tasken fra Kirkens korshær, det var endnu en gang de tungeste 7 kg, der var vejet den dag. Men jeg har ikke oplevet at der bliver vejet håndbagage, så mon ikke det ville gå?

På vej i toget fik jeg opdateret medlemsdatabase ved hjælp af 3G internet, som heldigvis var kommet til at fungere igen. Men det er ikke den allermest stabile forbindelse, når toget kører gennem landet, og flere gange måtte jeg vente minutter på at få genindlæst siden efter jeg havde trykket "opdater" til databasen.

Der var gået et stykke tid siden jeg havde hørt fra sælgeren af computeren med det franske tastatur, og jeg havde ikke rigtigt tiltro til, at en limning ville kunne holde, når jeg nu havde planlagt at tage computeren med på tur. Så jeg havde haft en annonce på intranettet, for at finde en tredje computer, som i det mindste havde et helt kabinet. Den behøvede ikke at virke. Heldigvis var der en kollega, som havde en fin computer, som manglede harddisken, og den kunne ikke køre ret længe, fordi den blev for varm. Så den var jo perfekt til formålet.

Jeg var ikke helt sikker på, hvordan man kunne skille computeren ad, men efter en omvej ad nogle computerhjælpesider på internettet, fandt jeg frem til Dell's hjemmeside, hvor der simpelthen var en service manual. Den var delt op i sektioner, afhængig af, hvor meget man skulle skille computeren ad.

Jeg fik sat en harddisk i, strøm på, og skærmen var jo også bedre end den anden med de lodrette striber. Der var et lille problem med låget, som ikke kunne gribe fat i låsemekanismen, men det viste sig, at det var fordi et af beslagene til skærmen var knækket.

Det hele endte med, at jeg sad med to computere, som var næsten totalt adskilte. Den først computer voldte mig lidt besvær med at få fjernet motherboardet fra bunddelen af kabinettet, men det var fordi jeg ikke fik fjernet dækpladerne til RJ45 stikket til netværk og telefonmodem. Da jeg fik skilt den anden computer ad, kiggede jeg lidt på motherboard/bunddel, og belsuttede at det var godt nok, fordi der kun var en lille mekanisk skade på bunddelen, som ikke havde nogen som helst praktisk betydning.

Operationen endte med, at jeg havde beholdt bunddel, motherboard, tastatur, højre skærmhængsel og harddisken fra den anden computer, og overdel, skærm og venstre skærmhængsel fra den ene computer. Og så en masse reservedele, som jeg lige skal have set om det er muligt at sælge, eller de bare skal smides ud. De defekte kabinetdele er der nok ingen der vil have.

Oprindeligt havde jeg bestilt biletten til Afrika til 25. marts, men et vigtigt møde var blevet udsat til 1. april, så jeg blev nødt til at ringe til Lufthansa, for at få booket om. Det var der ikke så meget besvær i, og jeg fik en reservations bekræftelse på de nye tider. Men da jeg skulle betale var der et lille problem for man kunne ikke tage imod betaling når rejsen gik til Afrika. Jeg skulle komme ud til Lufthansa kontoret i Lufthavnen for at betale. Det var jeg ikke så glad for, for så skulle jeg jo rejse til København for at betale de 100 euro, som ombookning kostede. Heldigvis kunne jeg få lov til at betale på et SAS billetkontor, og så var det jo bare lige at cykle over til lufthavnen i Nørresundby for at betale.

Efter at have ledt på Aalborg lufthavns hjemmeside og SAS hjemmeside i rigtig lang tid, blev jeg nødt til at ringe til SAS for at høre hvornår SAS billetkontoret havde åbent i Aalborg Lufthavn. Det har de fra 6 - 19 på hverdage og fra 33-33 i weekenden.

Jeg sad hele dagen på arbejdet og ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget mine overtræksbukser på, men inde på DMI's vejrradar så det ud som om det ville komme det lovede opklaring. Sne, slud og regnvejret var på vej væk fra Aalborg, og der så ikke ud til at komme mere bagefter.

I lufthavnen var det helt umuligt at finde SAS billetkontoret. Der var kontorer for en masse andre rejseselskaber, så det eneste sted jeg kunne finde hvor der var noget med SAS - bortset fra Cargo, var SAS servicedesk, Heldigvis kunne man også betale for ombookning gerbyret der.

Men Lufthansas systemer og SAS systemer arbejder ikke sådan lige sammen, så det voldte den flinke SAS dame nogle problemer at få registreret betalingen, og at finde ud af, hvordan hun fik ændret status på min booking, så den var i orden. I mellemtiden var det begyndt at regne. Så jeg måtte lige hen til den gratis internet forbindelse i lufthavnen, for at se hvornår det ville holde op med at regne igen, så jeg kunne komme hjem i tørvejr. Der er en godt gemt sti nederst i et industrikvarter, som man kan bruge til at undgå at cykle ind ad Thistedvej.

Jeg bed i det sure æble, og bestilte det kulfiberstativ, som skulle komme på lager i ugen efter jeg var kommet hjem. Lidt bøvl med at få godkendt mit kreditkort som betalingsmiddel, bare fordi jeg bestilte lidt ekstra dimser, så det kom nok over en eller anden grænse for netbutikkens risikovillighed. Men stativet kom altså til mig, og jeg fik monteret det kuglehoved som jeg havde haft i langt tid.

Det et noget nemmere at løfte kulfiberstativet, når det kun vejer 2.456 gram i forhold til det gamle stativ, som vejer 4.410 gram. Og så kunne det jo være at jeg kan undgå at betale for overvægt, når jeg skal ud at rejse. Nu skal jeg lige have vejet paraplyerne for at se, hvilken en af dem, der er lettest. Sidste gang blev jeg nødt til at save noget af længden af den ene paraply for at den kunne være i kufferten, så måske er det den.

Og det viser sig, at den kamera platform, som også var på swivel adapteren i netbutikken, også har et hul som passer til en paraply, og den er noget lettere end paraply adapteren, som passer til lysstativet, og også mindre, så det er jo bare en win win win situation.