Men det macro objektiv jeg havde fået fat på, var på en eller anden måde blevet snavset inden i. Det kunne se ud som om der sad et fingeraftryk på et af linseelementer, så jeg gik i gang med at forsøge at skille det ad. Det gik nemt med de første par skruer, men den tredje jeg skulle have ud sad så fast, at jeg fik ødelagt kærven. Og der sad den så og grinede af mig.

Hvordan skulle jeg komme videre med adskillelsen, tænkte jeg - hvad med at bore den ud? Men alle de bor jeg havde var alt for store - det ligner noget i stil med 0,5 mm bor der skal til. Og så er det lige det med at få fat i en maskine, der kan dreje boret, og ... så jeg skruede de to første skruer på plads, for jeg syntes ikke lige jeg ville skille noget af, som jeg ikke kunne samle igen, fordi skruerne var boret ud.

Og så er det man ankommer i lufthavnen, som er indrettet, så man kan gå direkte videre til transitområdet og er fri for at gå gennem sikkerhedschecket en gang til, hvis man skal videre med et andet fly. Og så vidt jeg huskede, var der ikke noget til hinder for, at man går fra ankomsthallen i indenrigs videre til transitområdet.

Så i stedet for at gå ud og tage transitbussen til udenrigs og stå og vente på gæsten ved ankomstdøren i udenrigs, gik jeg i stedet gennem transitområdet, for så kunne jeg møde min gæst helt ude ved gate'en - sådan lidt VIP agtigt.

Det eneste problem var bare, at alle informationsskærmene viste hvilke afgang der var, og hvilke gates afgangene skulle boardes fra, men ikke noget med hvilke fly der ankommer til hvilke gates. Så jeg måtte hen til en informationsmedarbejder for at spørge, hvilken gate flyet skulle ankomme ved.

Det var ret smart, for så kunne vi komme til at snakke så snart min gæst var kommet ud af flyet, og jeg kunne hjælpe med at finde kufferter og få alt det tekniske udstyr gennem tolden.

En anden detalje var, at det på den oversøiske rute var tilladt at have 2 x 20 kg. kufferter med, mens det på indenrigs kun er tilladt at have 1 x 20 kg. med. Så der kunne jeg også lige hjælpe med at spare gæsten for ekstra omkostninger til den ekstra kuffert.

Nå men der kom altså det jeg manglede i min samling for at jeg synes den er komplet: En 70-200 mm. blænde 2,8. Pentax lavede dem godt nok ikke mere, og de fleste af de der var til salg på det store internet, var brugte, og passede måske ikke lige til den nyeste fokusteknologi. Og så var de også hundedyre - noget i stil med 20.000. Så det blev en Sigma model jeg fik valgt. Den tror jeg jeg bliver rigtig glad for.

Og så var der lige regnvejret. Godt at jeg havde fået en paraply med, som jeg kunne stå inde under med kameraet. Alle de stakkels mennesker, der blev gennemblødte.

Da jeg kom hjem, skulle jeg lige uploade nogle udvalgte billeder til Femina's hjemmeside, så de kunne blive trykt i det næstekommende blad. Det gik rigtigt fint med at uploade, og rigtigt hurtigt. Men jeg havde jo bare fået indstillet FTP programmet til at være vedholdende, og kontrollere, at filerne var blevet uploadet, når køen var færdig.

Det viste sig, at jeg fik uploadet billederne en hel del gange, for Femina's FTP server er åbenbart indstillet til at æde fra upload kataloget, så snart upload er færdig, så der ikke bliver fyldt op på FTP serveren.

Nogle af temaerne var stadig, at man skulle hjælpe Afrika, og hjælpe med at sende en masse penge ind til hjælpeorganisationerne, NGO'erne, så NGO'erne kunne hjælpe med at hjælpe. Og alt den hjælp med at hjælp koster jo mange penge. Gad vide, hvor meget af hjælpen der rent faktisk går til hjælperne i stedet for dem, der skal hjælpes. Og det hele er markedsført med nogle sørgelige billeder af nogle sørgelige forhold. Hvor man de havde gemt dem, da jeg var der?

Og så var der stablet revl og krat sammen af boder, som lige kunne klemmes ind. Rigtigt mange havde ikke noget med Afrika at gøre, men nu var der jo en ledig plads.